En decembernat i 2019 blev en 14-årig pige udsat for et sandt mareridt, da hun blev slået og sparket på kroppen og i hovedet og efterfølgende tvunget ind i et bagagerum, hvor hun blev holdt fanget i flere timer.

Det fremgår af anklageskriftet i den uhyggelig sag, som oprindeligt skulle for retten i Aarhus torsdag og fredag denne uge, men som er blevet udsat på ubestemt tid, fordi den tiltalte har fået corona.

Hændelsen, der fandt angiveligt sted 7. december 2019, begyndte omkring klokken 01 om natten.

Den 14-årige pige befandt sig på daværende tidspunkt i parkeringskælderen under Bruuns Galleri i Aarhus midtby sammen med den 18-årige mand, som er tiltalt for at stå bag mishandlingen.

Det gjorde de dog ikke længe, for ifølge anklageskriftet tog den unge mand her fat i pigens hår og trak hende op til H.N. Clausens Gade, som ligger i forlængelse af Bruuns Galleri.

Det var her, mareridtet for alvor begyndte.

Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, at manden her slog den 14-årige pige flere gange i ansigtet og på kroppen med både flad og knyttet hånd, hvorefter han væltede hende omkuld og slog og sparkede hende flere gange i hovedet og maven, mens hun lå på jorden.

Bagefter tvang han hende ind i bagagerummet på en bil, hvor han holdt hende fanget i mindst to timer, mens han kørte rundt i Aarhus og bagefter mod Moesgaard Strand, hvor mishandlingen fortsatte.

Her blev hun nemlig igen væltet omkuld og både slået og sparket adskillige gange i hovedet og kroppen, samtidig med at den 18-årige mand trampede hende flere gange i nakken.

Og som om det ikke skulle være nok, så truede han hende også bagefter med at dræbe hende, hvis hun anmeldte det til politiet.

Alt sammen foregik angiveligt i løbet af fire timer mellem klokken 1.05 og 5.05 natten til den 7. december.

Men her stopper galskaben ikke.

12 dage senere opsøgte han hende nemlig igen, denne gang over telefonen, hvor han igen truede hende.

Da hun fortalte, at hun havde meldt det til politiet, lød det fra ham, at han »nok skulle få fat i hende«, og at hvis hun nævnte hans navn igen, så ville han »sørge for, at hun og hendes mor ikke sov godt om natten«, fremgår det af anklageskriftet.

B.T. Aarhus har været i kontakt med den tiltaltes forsvarsadvokat, Mira Kirstine Tøfting Biering, men hun ønsker ikke at kommentere på, hvordan hendes klient forholder sig til tiltalen.

Men da sagen er berammet til at være en domsmandssag over flere dage, tyder det på næppe på, at han erkender sig skyldig i alle forholdene, som han er tiltalt for.

Det drejer sig om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, frihedsberøvelse, vidnetrusler samt et mindre forhold i efteråret, hvor han er blevet taget med 23 gram hash og 12 joints på sig, som ifølge anklagemyndigheden var beregnet til videresalg.

Op til episoden i efteråret har han ligeledes solgt cirka 35 gram hash for 2.500 kroner.

B.T. Aarhus ville gerne have spurgt anklager Lene Zebis ind til, hvilken straf den nu 20-årige mand står til, hvis han bliver kendt skyldig i tiltalen, men hun har ikke ønsket at kommentere sagen, da den er udsat.