En mand iført en klovnemaske skabte fredag eftermiddag et stort kaos ved Teaterpladsen i Skive.

Politiet rykkede ud med flere patruljer, da anmeldelsen om en mand, der gik bevæbnet rundt med en hardballpistol og en større isoleringskniv, tikkede ind klokken 14.31. 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum over for TV Midtvest. 

Ifølge politiet blev manden konfronteret af to vidner, hvilket fik ham til at skyde en af dem i armen med hardballpistolen.

Skive Folkeblad har talt med vidnet:

»Det skulle han simpelthen ikke have lov til. Der er en skole lige derhenne, og der er masser af børn på gaden,« forklarer vidnet til mediet. 

Hun tilføjer, at det ikke gjorde »så ondt«, da hun blev ramt af de små plastikkugler fra hardballpistolen.

En 22-årig lokal mand er efterfølgende blevet anholdt og sigtet for vold, trusler på livet, overtrædelse af knivloven, loven om euforiserende stoffer og forbudt maskering.

Politiet betegner ham som formentlig psykisk ustabil.

Manden bliver ikke fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling, skriver TV Midtvest.