En stor politiaktion udspillede sig lørdag aften i Hvidovre, hvor politiet modtog en alvorlig anmeldelse.

En familie havde set en lille pige blive bortført og ringede straks derefter til politiet.

»Når vi modtager sådan nogle anmeldelser, så tager vi det meget alvorligt. Vi undersøgte derfor området grundigt,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Peter Grønbæk til B.T.

Men den omfattende aktion, der også involverede hundepatruljer, gav ingen resultater, og eftersom ingen har meldt en pige savnet, kan man ikke komme videre med sagen.

Det eneste, man står tilbage med er vidnernes forklaring.

De har set en lyshåret pige på 7-8 år blive ført ind i en bil og kørt væk.

»Hvis nogen har noget, hører vi meget gerne fra dem«, siger vagtchefen.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Andre læser også