Et trafikuheld mellem Amagermotorvejen og Centrumforbindelsen gav onsdag aften store trafikale udfordringer.

Det oplyste Københavns Politi til B.T.

»Uheldet har medført nogle færdselsmæssige gener, og der er relativ stor kødannelse på stedet,« oplyser Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi.

Kort efter klokken 19.00 oplyser Vejdirektoratet på Twitter, at vejen er genåbnet på begge frakørsler.

Da B.T. fanger vagtchefen, er han endnu ikke fuldt ud informeret om, hvad der er sket. Han oplyser dog, at en enkelt bil er væltet og ligger på siden.

»Der er umiddelbart ikke nogen tilskadekomne, der er i kritisk tilstand,« siger Jesper Frandsen.

Opdatering kl. 21.30: B.T. har fået en opdatering af Jesper Frandsen, vagtchefen hos Københavns Politi:

Der var i alt fem tilskadekomne, som blev kørt til Hvidovre Hospital til observation. De er alle lettere tilskadekomne. En bil har kørt op bag en anden bil, der formentlig har holdt for rødt lys. Den ramte bil har ramt to andre biler.