Trafikken er spærret i begge retninger på hovedlandevejen mellem Ringsted og Roskilde.

Det skyldes et trafikuheld på Rute 14 ved Osted, hvor tre biler er stødt sammen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til B.T., at der ikke er tale om alvorlige skader på de implicerede personer, men at bilerne står så »uheldigt« placeret, at de blokerer samtlige vejbaner

Både politi og ambulancer er ankommet til stedet.

Kort før kl. 7 meddeler politiet, at der er tilkaldt bugseringskøretøjer, så vejen igen kan blive ryddet.

Ifølge Vejdirektoratet vil det tidligst kl. 8 igen være muligt at passere på strækningen.

Indtil videre bør morgenbilister derfor finde andre smutveje i området end Rute 14, hvis man har brug for at komme fra Roskilde til Ringsted eller omvendt. Og det gælder altså også, hvis man kommer sydfra og ska op og fange eksempelvis Holbækmotorvejen.

Opdateret: Ifølge P4 Trafik er der kl. 7.30 ryddet op efter de tre biler, og trafikken kan igen afvikles normalt – når køerne er væk.