Fynske Motorvej blev tidlig mandag eftermiddag spærret ved Langeskov i vestgående retning mod Odense.

Det oplyser Fyns Politi.

Afspærringen skyldes et trafikuheld.

- Overvej at køre fra allerede ved Nyborg V, afkørsel 46, hvis du skal mod vest i retning mod Odense.

- Vi opdaterer, når vi ved mere. Kør forsigtigt og forvent kraftige opbremsninger, skriver politiets vagtchef på Politi Update.

Ifølge Vejdirektoratets trafikkort er der kø på grund af ulykken.

I første omgang blev der helt spærret på strækningen, men der er efterfølgende åbnet delvist igen.

- Der er delvist åbent for færdslen mod vest ved Langeskov igen, lyder det kort efter klokken 13 i en opdatering fra politiet.

Ulykken har umiddelbart kun ført til materielle skader.

- Der har været sammenstød mellem bil og lastbil, men umiddelbart kun materiel skade. Vi arbejder på stedet, så passér med forsigtighed, skriver politiet videre.

RITZAU