En ellers normal procedure endte onsdag formiddag med at sende to mænd på hospitalet i Nordjylland.

På en gård på Øslevvej syd for Fjerritslev var tre mænd i færd med at blande syre i en gylletank, da noget gik helt galt.

»Af uvisse årsager blev der dannet dampe, der gjorde, at alle tre mænd faldt bevidstløse om på jorden,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.

»Da de kom til sig selv igen, ringede de 112, og vi blev sendt derud sammen med ambulancefolk.«

Politiet fik anmeldelsen klokken 9.52, og ved ankomsten var alle tre mænd på benene igen.

Efterfølgende blev den ene af de tre mænd dog kørt til tjek på sygehuset i Aalborg.

En anden blev sendt på hospitalet i Thisted, mens man ikke vurderede, at det var nødvendigt at sende den tredje af sted.

Rent politimæssigt er arbejdet på stedet færdigt, fortæller vagtchefen, der tilføjer, at Arbejdstilsynet nu har taget over.

»Vi har desuden haft beredsskabsstyrken ude for at lave målinger for at se, om der var flere af de giftige dampe omkring gylletanken,« fortæller Mads Hessellund.