Onsdag morgen klokken 05.47 er der sket et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning ud for frakørsel 29 Svenstrup.

Det skriver Nordjyllands Politi og P4 Trafik.

Ifølge TV 2 Nord drejer det sig om en lastbil og en personbil, der er kørt sammen.

Christian Tilsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi, siger, at politiet ikke kan udelukke, at der er sket personskade, men at det ikke lyder alvorligt.

Kort efter klokken 06.20 skrev politiet, at de netop var ankommet til stedet og havde spærret begge vognbaner.

»Det medfører, at der er en del kø i nordgående retning. Kør gerne fra ved Støvring Nord og find en alternativ rute nordpå. Vær venligst tålmodig!« lød det.

Klokken 06.54 er begge vognbaner igen åbne.