Sydøstjyllands Politi har her til eftermiddag og aften haft travlt med at rydde veje efter en række færdselsuheld.

Det oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jeppe Thranum.

»Det har jo en dominoeffekt, når først der sker et uheld i det, vi kalder 'primetime', kommer der flere,« siger vagtchef hos Sydøstjylland Politi Jeppe Thranum.

Klokken 18.30 skete en ulykke på Rute 13, 18 Midtjyske Motorvej mellem Grejs og motorvejskryds Vejle.

Tæt køkørsel på motorvejen resulterede i, at en personbil påkørte en lastbil bagfra.

»Føreren af bilen fik alvorlige personskader. Det betyder, at man har skader, der kan være livstruende,« forklarer vagtchefen.

Føreren af bilen er derfor kørt til hospitalet.

Årsagen til den tætte kørsel på Midtjyske Motorvej var, at strækningen tidligere blev brugt som omkørsel fra to andre uheld på E45 Østjyske Motorvej fra Horsens mod Vejle ved Vejle N. Det fremgik tidligere af Trafikinfo.dk.

Endnu et uheld skaber kø på Rute 13, 18 Midtjyske Motorvej ved Lindved. Foto: Presse-fotos.dk
Endnu et uheld skaber kø på Rute 13, 18 Midtjyske Motorvej ved Lindved. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Det har nemlig været en travl aften for Sydøstjyllands Politi.

»Vi har lige nu ti færdselsuheld,« lød det fra vagtchefen tidligere på dagen.

Og den travle aften fortsatte.

Først på E20, E45 Sønderjyske Motorvej, fra Kolding mod Skærup mellem Kolding Ø og motorvejskryds Skærup, hvor en varebil kom i problemer.

»En varebil har af uvisse årsager ramt et autoværn og taget 50 meter af autoværnet,« siger Jeppe Thranum.

Føreren, en 36-årig mand, er uskadt efter ulykken.

Senere på eftermiddagen klokken 15.50 modtog Sydøstjyllands Politi så en melding om et uheld på Rute 30 fra Billund mod Horsens mellem Ølholm og Uldum.

Her var det to lastbiler, der påkørte hinanden, da den ene kørte ud foran den anden lastbil, der kom fra en tværgående vej.

Her kan du se, hvordan der her til aften ser ud på Østjyske Motorvej fra Horsens mod Vejle mellem Hornstrup og Vejle N. Foto: presse-fotos.dk
Her kan du se, hvordan der her til aften ser ud på Østjyske Motorvej fra Horsens mod Vejle mellem Hornstrup og Vejle N. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

E45 Østjyske Motorvej fra Horsens mod Vejle ved Vejle N blev også hårdt ramt. Her skete nemlig endnu et uheld, der involverede to lastbiler.

»Det skete angiveligt ved, at den forankørende lastbil formentligt havde været stillestående eller kørt langsomt på grund af kø,« forklarede Jeppe Thranum.

»Eftermiddage er generelt travle, men i dag har særligt trafikdelen været tung. Jeg ved ikke, hvorfor det lige er i dag, vejene er ramt, men når der kommer så tæt køkørsel, så er det vigtigt, at bilisterne er opmærksomme ellers så sker der uheld,« siger Jeppe Thranum.

Efter klokken 22 tirsdag aften er alle spor igen farbare, og oprydningen efter uheldet på Midtjyske Motorvej er færdigt. Det skriver Vejdirektoratet Trafikinfo på Twitter.