To personer er kørt til undersøgelse på sygehuset, efter at fire køretøjer onsdag morgen har været involveret i et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen.
Det oplyser Thomas Kristensen, der er kommunikationschef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi har ikke yderligere oplysninger om deres tilstand, siger han.
Politiet fik anmeldelsen klokken 06.06.
Tidligere på morgenen var tre ud af fire vognbaner afspærret som følge af uheldet.
- De har ophævet afspærringen, så trafikken nu kører i to vognbaner. Der er givetvis en del kø derude, siger han.
Han kan ikke oplyse yderligere om uheldet.
Politiet er stadig til stede derude, siger Thomas Kristensen.
Han kan ikke oplyse, hvornår alle spor er farbare igen, men det vil "tage lidt tid endnu", siger han.
Tidligere på morgenen skrev Vejdirektoratet på det sociale medie X, at der fandt et uheld sted mellem motorvejskrydset Køge og afkørsel 32 i retning mod København.
Det har medført kø, der strækker sig ned ad E20 Vestmotorvejen fra Vemmedrup og ned ad E47 Sydmotorvejen fra Herfølge, lød det.
Man skal derfor regne med mellem 30 og 60 minutters forlænget rejsetid mod København, fremgår det af Vejdirektoratets trafikkort.
/ritzau/
