En cyklist og et letbanetog har været involveret i et uheld på Ørbækvej i Odense fredag morgen.

Det skriver TV 2 Fyn, som har talt med Fyns Politi om sagen.

Til mediet oplyser vagtchef Johni Müller, at der ikke umiddelbart er sket alvorlig personskade.

»Vi er på vej derud for at undersøge de nærmere omstændigheder,« forklarede han tidligere.

Som følge af uheldet holdt letbanen en overgang stille på strækningen mellem Ikea og Østerbæksvej. Men den kører nu igen, skriver TV 2 Fyn.