En trappevask i den østjyske by Hammel endte mandag formiddag i en voldssag.

En 29-årig kvinde var gået ud af sin lejlighed på Voldbyvej i Hammel klokken 09.30 mandag. Her så hun en rengøringsdame, der var i gang med vaske opgangens trapper. Og så udviklede sagen sig drastisk.

Den 29-årige kvinde har fortalt til Østjyllands Politi, at hun tog kontakt til rengøringsdamen for at fortælle hende, at hun ikke mente, at trapperne blev vasket lige så godt, som de plejede.

Til det skal rengøringsdamen have svaret vredt - ligesom hun skulle have bedt den 29-årige kvinde om at blande sig udenom.

Under ordudvekslingen lagde den 29-årige mærke til, at en mandlig rengøringsassistent, som også var i opgangen, stod og filmede optrinnet.

Det fik den hende til at fare i flint, og så opstod der tumult mellem kvinden og de to rengøringsassistenter. Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

'Ifølge den 29-årige kvinde tog rengøringsdamen blandt andet fat i hendes trøje og hev hende ned af trappen. Kort efter kom ejendommens varmemester dog til stedet og lagde sig imellem de to kvinder,' skriver politiet blandt andet.

Episoden, hvor den 29-årige fik næseblod og kradsemærker, er siden blevet meldt til politiet.