Hundeluftning plejer at være en hyggelig adspredelse og en god anledning til at få frisk luft. Både for ejeren og hunden.
Men nytåraftensdag udviklede hundeluftning i Holbæk sig i en helt anderledes – og noget mere dramatisk – retning.
Klokken 12.17 opstod der uenighed mellem en 34-årig kvinde og et par, hvor manden er 53 år og kvinden er 56 år gammel, med udgangspunkt i netop hundeluftning.
Uenigheden udviklede sig, og det endte som en voldssag, hvor to parter nu er sigtet.
»Det endte med at de tre kom i klammeri med hinanden og den 34-årig har forklaret, at hun landede på jorden efter at være blevet sparket af den 53-årige,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Den 53-årige mand blev siden identificeret af politiet og er nu sigtet for vold.
Hans hustru har også fået en sigtelse på halsen.
Det skyldes, at hun kastede et par ørevarmere efter den 34-årige.
»Politiet arbejder nu videre med sagen for at få klarlagt, hvad der mere præcist skete under sammenstødet,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Den præcise årsag til, at parterne endte i klammeri over noget, der normalt er så harmløst som hundeluftning, fremgår ikke.
