Pludselig gik det voldeligt for sig på Frederiksborgvej i Jyllinge tirsdag morgen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Føreren af en lastbil, en 31-årig mand fra Aars var blevet så oprørt over, at føreren af en anden bil, en 30-årig mand fra Hvidovre, havde kørt sin bil ind foran lastbilen, at han valgte at stige ud af sin lastbil for at konfrontere den anden mand.

De to mænd begyndte at diskutere og skubbe til hinanden, og den 31-årige mand fra Aars valgte i den forbindelse at slå den 30-årige mand i hovedet med en sikkerhedssko, som er en sko med metalforstærkning.

Flere vidner på stedet har afgivet forklaring.

Den 31-årige mand blev anholdt og sigtet for vold, og han er blevet afhørt og efterfølgende løsladt.

 Den 30-årige mand er blevet behandlet for sine skader. 

Sagen afgøres på et senere tidspunkt.