En 20-årig svensk mand opholdt sig flere dage i København og på den københavnske Vestegn, inden han fik en pistol, som skulle bruges til at dræbe et bandemedlem på Blågårds Plads på Nørrebro i København.
Og onsdag er den 20-årige Jan Helgesson blevet idømt ti års fængsel for drabsforsøg i Københavns Byret.
Det oplyser anklager Laura Birch.
Det tiltænkte offer var fra den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). Forbrydelsen blev dog aldrig gennemført.
Jan Helgesson er desuden blevet udvist med et indrejseforbud uden udløbsdato.
Den unge svensker ankede dommen på stedet. Han går efter at blive frifundet i landsretten.
To mænd fra rockermiljøet blev i juli sidste år idømt henholdsvis 15 år og 8 måneder og 16 års fængsel for at have bestilt svenskeren til drabet.
Drabsforsøget fandt sted i september 2024.
7. september tog svenskeren, der dengang var 18 år, fra Sverige til Danmark. Sent om aftenen ankom han til Københavns Hovedbanegård, hvorfra han tog en taxa til Glostrup.
I Glostrup mødtes han med en af de mænd, der tidligere er dømt i sagen. Svenskeren blev efterfølgende installeret et ukendt sted, hvor han opholdt sig frem til 9. september, mens han ventede på yderligere instruktioner fra de to bagmænd.
Mens han opholdt sig på det ukendte sted, kom en af bagmændene med mad, tandpasta og tandbørste til svenskeren.
Om eftermiddagen 9. september blev den 20-årige transporteret til en adresse i Hvidovre og videre i taxa til Christiania sammen med en af bagmændene.
På Christiania blev han installeret på et værelse, og dagen efter tog han mod Nørrebro.
Her mødtes han med bagmændene, der gav ham en telefon, en elcykel og instruktioner om, hvordan drabet skulle begås.
Efterfølgende kørte han rundt på Nørrebro for at rekognoscere, inden han tog tilbage til Christiania.
Samme aften tog han sammen med de to bagmænd metroen til Nuuks Plads på Nørrebro. På Nørrebro fik svenskeren overdraget en pistol af mærket Springfield XD med magasin og ammunition.
Omkring klokken 23.00 kørte svenskeren på elcyklen til det indre Nørrebro, hvor drabet skulle foregå.
Pistolen blev aldrig taget i brug, for klokken 01.20 11. september blev svenskeren anholdt på Nørrebro.
/ritzau/