En 23-årig afrikansk mand er tirsdag blevet kendt skyldig i ulovlig frihedsberøvelse.

Det koster ham en fængselsdom på fire måneder og en udvisning.

Det oplyser Vestegnens Anklagere på Twitter.

Manden er dømt for at have holdt tre kommunalt ansatte fanget i sin lejlighed mod deres vilje i en halv time.

Frihedsberøvelsen blev behandlet tirsdag ved Retten i Glostrup, hvor manden blev kendt skyldig.

Det fremgår ikke af opslaget på Twitter, hvorfor manden holdt de kommunale medarbejdere fanget.

Frihedsberøvelsen fandt sted i mandens lejlighed i Herlev, der er en forstad til København.

Det er uvist, hvilket afrikansk land manden stammer fra.