EU-borger kan få sin sag for Højesteret. Han blev sidste år dømt for vold mod Søren Pape Poulsens kæreste, Josue Vasquez.

Det sidste punktum i en voldssag fra det københavnske natteliv, hvor justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede blev overfaldet, er ikke blevet sat.

Mandag har Procesbevillingsnævnet givet tilladelse til, at en slovakisk mand kan få prøvet sin sag ved Højesteret.

Sidste år blev han i by- og landsretten dømt for vold.

I Københavns Byret blev manden i juli kendt skyldig i vold og idømt 40 dages fængsel samt en udvisning.

Manden, der arbejder som advokat i Warszawa, ankede straffen. Det spørgsmål blev i december behandlet ved Østre Landsret.

Her fik han en lidt mildere straf på 30 dages fængsel samt en udvisning med indrejseforbud i seks år.

/ritzau/