Nordsjællands Politi rykkede mandag formiddag ud til virksomheden Haldor Topsøe i Lyngby på grund af en utæt brinttank.
»Befinder man sig udendørs inden for en radius af 150 meter fra stedet, beder vi om, at man bevæger sig længere væk,« lød det i et tweet.
Små 20 minutter senere kunne politiet dog oplyse, at der var blevet lukket for brinten:
»Der er nu lukket for brinten på stedet, og det er derfor igen muligt at opholde sig udendørs i området. Afspærringen på stedet er netop ophørt,« lyder det i et tweet.
Udover politiet var også brandvæsnet til stede ved virksomheden, der ligger på Maglebjergvej 22 i Ravnholm.
Pressevagten ved Nordsjællands Politi fortalte tidligere mandag til B.T., at man havde modtaget en anmeldelse om hændelsen klokken 10.27.
»Det skulle ikke umiddelbart være giftigt at indånde. Det er mere i forhold til brandfaren, at vi beder folk om at holde sig væk, hvis de opholder sig udendørs inden for en radius af 150 meter fra stedet,« forklarede pressevagten og tilføjede:
»Alternativt kan man gå inden døre.«
