16 dage efter han var blev skudt ned i Vollsmose, udpegede han to mænd, der ifølge ham havde sendt de invaliderende kugler afsted.
To år senere kalder han sin egen forklaring noget sludder.
Det sker fra vidneskranken ved Retten i Odense. Her fortæller den 33-årige mand, hvis fire slægtninge og bekendte er tiltalt for at stå bag drabet på Abdinur Mohamed Ismail, om den blodige aften 24. juni 2020.
I hvert fald det, han hævder at kunne huske. Hvilket er væsentligt mindre end tidligere.
»Jeg kan ikke huske det,« lyder det således igen og igen som svar på anklagerens spørgsmål.
Og da anklageren hiver en afhøringsrapport frem fra 10. juli 2020 – godt to uger efter skyderiet – understreger den 33-årige med det samme, at han ikke har underskrevet rapporten, fordi den ikke er 'valid'.
Det er det rene sludder, lyder det fra den tiltalte:
»Min forklaring er, at politiet kom over, mens jeg var dopet på morfin, og de afhørte mig, og jeg vrøvlede løs. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde …«
Siden uddyber han, at han nægter forklaringen. At den bygger på rygter, og ikke noget han ved – og har set med egne øjne.
Under afhøringen skulle den 33-årige mand angiveligt have udpeget to navngivne mænd, som han mente åbnede ild i Egeparken i Vollsmose kort før midnat 24. juni 2020.
Selv blev han ramt i ryggen og hoften – og var efterfølgende i kritisk tilstand.
Abdinur Mohamed Ismail, der bliver beskrevet som en mønsterborger og et helt uskyldigt offer, blev ramt i hovedet – og døde.
Videoovervågning, som anklageren har fremvist på sagens anden retsdag, viser, hvordan to sortklædte og maskerede personer denne aften ankom til Egeparken på scooter.
Ikke længe efter blev affyret skud. Skud, der altså ramte den 33-årige, hvilket fremgår på optagelser, som til hans store utilfredshed blev vist i retten.
Hans forsvarer har tidligere gjort opmærksom på, at han lider af både ptsd og angst efter skyderiet. Og at retssagen genopliver traumerne.
»Vil I ikke være søde at fjerne den?« spurgte han om videoen, som viser det, han kalder »det mest voldsomme, han nogensinde har oplevet«.
På videoen ser man foruden de to på scooter samt den 33-årige også flere andre personer.
Politiet mener, at der blandt andre er tale om de fire andre mænd, der sidder på anklagebænken. Men det afviser den 33-årige at udtale sig om.
»Jeg lå mellem liv og død. Jeg ved ikke, hvem det er,« lyder det irriteret fra den 33-årige.
Fyns Politi betragter skudepisoden som en kulmination på en bandekonflikt mellem Korsløkkegruppen og Vollsmosegruppen.
Selv forklarer den 33-årige for retten, han ikke har været en del af en bande, men at der forud for kugleregnen havde været noget diskussioner frem og tilbage med nogle andre. Han nægter at sætte navne på.
Og han nægter at kunne genkende det, han selv havde udtalt under afhøringen i juli 2020.
Her havde han angiveligt forklaret, at han havde fået en navngiven persons ord på, at der ikke var flere problemer. Men at han nu, hvor han var blevet forsøgt likvideret, følte sig holdt for nar.
Men det var altså det rene vrøvl opstået i en morfinrus, lyder det nu.
Dermed er sagen om skuddene mod den 33-årige altså fortsat uopklaret.
Til gengæld mener politiet altså at have opklaret drabet på Abdinur Mohamed Ismail. At de fire mænd, der stod bag, nu sidder på anklagebænken sammen med den 33-årige, der dog kun er tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.
Alle nægter de sig skyldige.
Anklageskriftet består af i alt ti forhold. Forhold, der foruden drab og drabsforsøg også tæller vold, afpresning, og indbrud. Forholdene er fordelt mellem de i alt fem tiltalte.
Det er op til et nævningeting at afgøre sagen. Det forventes, at der falder dom i slutningen af oktober.