Den mand, der søndag aften udløste en storstilet politiaktion i København, var i forvejen tiltalt i en kæmpe sag om økonomisk kriminalitet.

Det er kommet frem mandag eftermiddag ved Retten i Glostrup.

Her sad manden i forvejen tiltalt som en de formodede hovedmænd blandt 17 tiltalte i den såkaldte 'Operation Greed' om skatte- og monssvindel for omkring en halv mia. kr., men nu ønsker politiet ham varetægtsfængslet efter hændelsen søndag aften i Dragør.

I det tæt fyldte retslokale i Glostrup er det kommet frem, at politiet kræver den 46-årige mand varetægtsfængslet for dels vidnetrusler og dels forsøg på medvirken til falsk forklaring.

Manden har tidligere siddet varetægtsfængslet i den enorme sag, men blev løsladt i oktober. Men nu mener politiet tilsyneladende, at han i fredags har kontaktet et vidne i sagen på ulovlig vis.

Det er ifølge anklageren i sagen sket under et møde i Rødovre Centrum mellem bl.a. den tiltalte og et vigtigt vidne i sagen.

Politiet overvågede i hemmelighed mødet med vidnet, og forsøgte også at aflytte mændenes samtaler. Kvaliteten af lyden blev dog så dårlig, at optagelsen ikke kunne bruges i retten.

Efter det hemmelige møde tog den 46-årige sammen med vidnet til et revisorkontor, hvorfra vidnet sendte en mail til den 46-åriges forsvarer med nogle tilføjelser til sin første vidneforklaring i retten. Mens vidnet skrev mailen, kiggede den tiltalte ham over skulderen.

Anholdelsen søndag aften var i første omgang omgærdet af stor hemmelighedsfuldhed fra Københavns Politis side, som i første omgang kun ville oplyse, at en mand søndag aften var blevet anholdt, efter at en betjent angiveligt blev forsøgt påkørt i forbindelse med anholdelsen i Dragør.

I den forbindelse afgav politiet skud.

Alligevel er begivenhederne søndag aften ikke en del af de sigtelser, som politiet fremlagde for retten for at få den 46-årige fængslet igen. Formentlig fordi det ikke var ham, der sad bag rattet i den bil, som politiet forsøgte at stoppe.

Under eftersøgningen af manden afspærrede politiet Langebro og Knippelsbro i København, hvor tungt bevæbnede betjente med skudklare maskinpistoler og skudsikre veste holdt vagt og tjekkede biler.

Hensigten var angiveligt at sikre, at manden ikke kom ind til indre København.

Politiet fandt i første omgang den bil, manden var stukket af i, i Dragør på Amager. Dernæst fandt de manden ikke langt derfra.

Den 46-årige er sammen med 16 andre mænd og tre selskaber i et pakistansk netværk tiltalt i den enorme sag om skatte- og momssvindel for ca. en halv mia kr.

Fire mænd har handlet så groft, at den almindelige strafferamme på otte års fængsel for grov moms- og skattesvindel ifølge anklagemyndigheden ikke er nok. Den skal sættes op til fængsel i 12 år.

Den enorme svindelsag blev under efterforskningen døbt 'Operation Greed', og har allerede kørt i næsten et år ved retten. Der ventes først dom i sagen til efteråret.

Alle tiltalte har udenlandsk baggrund, men kun fem af dem er ikke danske statsborgere. De fem forlanger anklagemyndigheden til gengæld udvist.

Anklagemyndigheden mener, at de tiltalte er del af et kriminelt netværk, som har orkestreret såkaldt kædesvig.

Det er blandt andet ifølge tiltalen foregået ved, at der gennem en kæde af selskaber er foregået en fiktiv fakturering, som har flyttet penge rundt fra virksomhed til virksomhed.

Netværket skal ifølge anklagemyndigheden også have udnyttet personer som stråmænd til oprettelse af selskaber, som så er blevet anvendt til svindlen.

Og på den måde skulle statskassen være blevet snydt for skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag.

Flere end 40 adresser blev ransaget, og 32 ejendomme blev beslaglagt, da politiet iværksatte 'Operation Greed' i oktober 2017. Efterfølgende blev 11 personer varetægtsfængslet, men forud for søndagens anholdelse sad kun en enkelt stadig fængslet.