Beboer på udrejsecenter blev stukket i ansigtet og i halsen af en libysk statsborger, der får fængsel i et år.

En beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård er fredag blevet dømt for farlig vold mod en anden beboer. For femte gang udvises han af Danmark, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Retten i Herning har idømt manden, der er fra Libyen og er 25 år, fængsel i et år. Han har dog straks anket dommen til Vestre Landsret. Han nægter sig skyldig i at have begået farlig vold.

Ifølge dommen stak han den anden beboer i ansigtet og på halsen med en hobbykniv i forbindelse med en episode i september.

Under retsmødet fredag vidnede offeret, som har tydelige ar på kinden, næsen og halsen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 25-årige er også blevet dømt for at have fremsat dødstrusler mod en fængselsfunktionær.

De tidligere domme drejer sig blandt andet om røveri og om forsøg på røveri. Men udvisning kan ikke effektueres, og derfor opholder han sig i udrejsecentret.

/ritzau/