Politiet advarer lige nu om fusk og kriminalitet.

For i øjeblikket får Fyns Politi flere henvendelser fra folk, der modtager opkald fra ukendte gerningspersoner, som udgiver sig for at være fra politiet.

Det oplyser de på Twitter.

Her kontakter gerningspersonerne borgerne og fortæller, at der er blevet optaget lån i deres navn, hvorfor de beder borgeren om at oplyse kontonummer, kode til NemID og CPR-nummer.

Men det er IKKE politiet, der ringer, slår Fyns Politi fast.

'Det er fusk og kriminalitet, og man skal bare lægge på,' lyder den kraftige opfordring.

Fyns Politi oplyser, at der bliver ringet fra hemmeligt nummer, og at gerningspersonerne udgiver sig for at være fra Hvidebæk Politi (IT sikkerhedsafdelingen).

Politiet opfordrer i den forbindelse til at dele informationen med familie og venner, ligesom de opfordrer til, at de lidt ældre familiemedlemmer får besked.