Udenrigsministeriet opfordrer danskere i Prag til at holde sig fra området omkring Jan Palach-pladsen.
Det sker på grund af et skyderi der torsdag har fundet sted på et universitet, der ligger på pladsen.
11 mennesker inklusiv gerningsmanden er døde under skyderiet. Derudover er 25 såret.
»Hold dig fra området. Bliv indendørs, hvis du befinder dig i området,« lyder opfordringen fra ministeriet.
»Hold dig opdateret via medierne eller myndighederne,« lyder det videre.
Derudover opfordrer Udenrigsministeriet til at man følger myndighedernes anvisninger, og kontakter sine pårørende. »Kontakt dine pårørende, så de ved, om du er i god behold,« lyder det.
Hvis man har behov for akut rådgivning, kan man kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på +45 3392 1112.
Torsdag klokken 15:17 meldte tjekkisk politi ud, at man er rykket ud til Jan Palach-pladsen i reaktion på et skyderi.
Gerningsmanden blev senere elimineret, melder politiet.
Senere er det blevet meldt ud at 11 er døde inklusiv gerningsmanden. Derudover er 25 sårede under skyderiet.