Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En omrejsende kriminel gruppering er kommet til Nordjylland.

Sådan lyder meldingen fra Niels Kronborg, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi.

Og deres mål?

Værdifuldt GPS-udstyr.

»Udstyret ligger i prisklassen fra 10.000 og op til 100.000 kroner. Så det er kostbart, og vi formoder, at tyvene stjæler det her for at sælge det på det sorte marked i udlandet,« siger Niels Kronborg til B.T.

I de seneste dage har politiet modtaget flere anmeldelser fra landmænd, som har fået hapset det dyre og vigtige GPS-system fra deres maskiner.

»Vi har set det før på den her tid af året. Og det er det, der gør, at vores mistanke er rettet mod udenlandske seriekriminelle,« siger Niels Kronborg.

Han forklarer, at en gruppe som den her typisk slår sig ned i et område i en kort periode. I den tid får de hevet så meget af deres foretrukne tyvegods med sig, og så forlader de landet.

»Derfor er vi også ude at advare landmænd og entreprenører, som bruger det her udstyr. For vi tror, de vil slå til igen, inden de forsvinder,« siger Niels Kronborg.

Han opfordrer folk til at holde særligt øje med mistænkelig opførsel. Det kan være mennesker, som nærmer sig maskinerne på mærkelige tidspunkter – typisk om aftenen eller om natten – eller biler, der opfører sig underligt på vejene i områder med landbrugsmaskiner.

»Vi er meget afhængige af informationer fra borgere, hvis vi skal fange de her tyve. Så tag gerne billeder eller video, hvis man ser noget, og så kontakt os. Uden den hjælp, bliver det svært,« siger vicepolitiinspektøren, som understreger, at politiet selvfølgelig også efterforsker anmeldelserne selvstændigt.

Han vil dog ikke afsløre hvordan.

Har man en maskine med et dyrt GPS-system er politiets anbefaling, at man passer ekstra godt på netop nu.

Det kan for eksempel gøres ved at bruge særligt kraftige låse på porte, afmontere udstyret fra maskinerne om aftenen, sætte alarmer på maskiner og bygninger og sikre udstyret med GPS-trackere.

Andre læser også