Martin Wex, pressechef i Arriva, svarer på BTYs spørgsmål i sagen om det brutale overfald på en Arriva-buschauffør natten til søndag.

Hvor ofte bliver Arrivas chauffører udsat for grov vold?

Det sker heldigvis meget sjældent, at vores chauffører bliver udsat for så ekstremt grov vold som i dette tilfælde. Jeg har ikke oplevet ret mange overfald af den her kaliber I løbet af mine syv år i Arriva.

Hvad gør I for at forebygge overfald som disse?

Langt de fleste af vores chauffører har været på konflikthåndteringskurser, og så har vi overvågning i vores busser, så vi i mange tilfælde kan hjælpe politiet med at opklare forbrydelser ved at overgive videobåndet til dem. Vi har selvfølgelig også en forhåbning om, at denne overvågning har en præventiv effekt.

Chaufføren er vred over, at overvågningssystemet i hans bus ikke virkede, og at der derfor ikke er nogen brugbare optagelser af overfaldet. Kan du forstå hans vrede?

Det er rigtigt, desværre har overvågningssystemet ikke virket på den her bus, og det er noget rigtigt hø, for det gør jo desværre, at det bliver så meget sværere for politiet at opklare, hvem der står bag overfaldet. Chaufføren har stor ret til at være vred over, at overvågningen ikke virkede, det er der ingen tvivl om - det ville jeg også være.

Har Arriva et generelt problem med overvågningen i sine busser?

Vores busser er til servicetjek hver sjette uge, hvor overvågningen også bliver tjekket, men hvis der sker noget i løbet af de seks uger, kan vi desværre risikere at køre rundt med busser uden fungerende overvågning. Men vi oplever heldigvis meget sjældent sådanne problemer, så jeg mener ikke umiddelbart, at der er nogen procedurer, der skal ændres.