Ligesom i sidste uge er der observeret uautoriseret droneaktivitet nær gasfelter i Nordsøen.

For anden gang inden for en uge er der blevet observeret uautoriseret droneaktivitet nær et gasfelt i Nordsøen.

I sidste uge var det nær gasfeltet Halfdan B, og tirsdag bekræfter Rigspolitiet over for netmediet Danish Offshore Industry, www.doi.dk, at man hen over weekenden har fået henvendelser om droneaktivitet.

Ifølge Danish Offshore Industry er der blevet observeret droner nær det ubemandede gasfelt Roar.

Rigspolitiet ønsker over for Danish Offshore Industry ikke at komme med yderligere kommentarer.

Det er energiselskabet TotalEnergies, der driver Roar-feltet. Selskabet driver også Halfdan B-feltet.

Energistyrelsen i Danmark har til Danish Offshore Industry ikke ønsket at kommentere anmeldelsen om droneaktiviteten nær Roar-feltet, som ligger cirka 230 kilometer vest for Esbjerg i Nordsøen.

- Det er kun avancerede droner, der kan den slags. En almindelig kommerciel drone kan ikke gøre det, siger Jan Egnsted til Danish Offshore Industry. Han er direktør i dronefirmaet WeFly, som udfører inspektion af kritisk infrastruktur.

- Det vil være min formodning, at dronerne vil være sat i luften fra et skib eller en ubåd. Det er helt sikkert ikke en almindelig drone, der er faret vild.

- Man skal have et billede af dronen for at kunne sige mere, men man kan godt udelukke, at nogen har gjort det for sjov.

Roar-feltet har været i drift siden 1996.

I forbindelse med lækagerne i Nord Stream 1- og Nord Stream 2-gasledningerne, der blev opdaget i begyndelsen af sidste uge, kom det frem, at norske boreplatforme havde haft besøg af uidentificerede droner igennem noget tid.

/ritzau/