Uanmeldt besøg afslører: Tragedieskib var fyldt med mangler
Et norsk skib, der i sidste uge var involveret i en dødsulykke, er nu blevet undersøgt af Søfartsmyndighederne.

Et norsk skib, der i sidste uge var involveret i en dødsulykke, er nu blevet undersøgt af Søfartsmyndighederne.

En tragisk kollision kostede i sidste uge en svensk mor og hendes lille datter livet.
Nu har et uanmeldt besøg fra de norske søfartsmyndigheder afsløret adskillige mangler på det handelsskib, der var involveret i ulykken. Det skriver Dagens Nyheter.
Ulykken skete ud for Tjörn i Sverige, da det norske handelsskib Misje Verde kolliderede med en svensk lystbåd.
Ifølge anklageren blev lystbåden ramt bagfra af Misje Verde og både skibets kaptajn og lods er mistænkt for uagtsomt manddrab i søtrafikken og for uagtsomt at have forårsaget en anden persons død. Begge nægter sig skyldige.
Kaptajnen er blevet varetægtsfængslet, men efter en nærmere teknisk undersøgelse fik skibet lov at sejle videre.
Men det nåede kun til Kvinesdal i det sydlige Norge, før de norske søfartsmyndigheder ville ombord.
Dag Inge Aarhus, der er kommunikationschef i det norske Sjøfartsdirektorat, bekræfter overfor Dagens Nyheter, at årsagen til inspektionen dels var ulykken og det faktum, at skibet er en del af en strafferetlig efterforskning, dels at skibet de senere år har fået flere anmærkninger under inspektioner.
Og der var altså en del at komme efter også denne gang.
For skibsinspektørerne kunne både notere tekniske problemer, klager over arbejdsforhold og overtrædelse af hvileperioder på Misje Verde.
»Generelt kan man sige, at hviletidsregler og arbejdsforhold er til for at skabe tryghed og sikkerhed. Overtrædelse af hviletidsregler er alvorligt, og risiciene stiger,« siger Dag Inge Aarhus til Dagens Nyheter.
Alt sammen er problemer, der skal løses, før skibet kan forlade havnen i Norge.
Administrerende direktør, Roald Misje, der ejer fartøjet, skriver til mediet, at han er bekendt med inspektionen og oplyser, at rederiet vil 'gennemgå rapporten og at nødvendige foranstaltninger vil blive implementeret'.