De er kendt for de lige rækker, bjørneskindshuen og en voldsom disciplin, og så er de sat i verden for at vogte den allerhøjeste magt i landet – kongehuset.

Men nu er Den Kongelige Livgarde kommet i et enormt stormvejr, efter en særlig video fra en ny TV 2-dokumentar vækker forargelse.

»Jeg synes, det er foragteligt. Jeg synes, det er usmageligt,« siger militærsociolog Henning Sørensen i TV 2-dokumentaren 'Livgarden på stoffer' om den opsigtsvækkende video.

På videoen, som du kan se i dens fulde længde her, ses det, hvordan en streg af hvidt pulver sirligt lines op med et kreditkort på en af de famøse sabler, som Den Kongelige Livgarde bærer ned langs siden, når de er på vagt.

Pulveret er det euforiserende stof kokain.

Herefter filmes hele sablen, hvor det kan ses, at der ligger to baner med kokain klar på metalsablen, inden en person – ifølge TV 2 en garder – hvis ansigt er sløret, fører et rullet stykke papir op til næsen og sniffer en af de hvide baner fra sablen.

Og det hænger slet ikke sammen med det at være en del af den prestigefyldte livgarde.

Det understreger Mads Rahbek, der er chef for Den Kongelige Livgarde, klart og tydeligt i dokumentaren, da TV 2 præsenterer ham for videoen.

»Ja, det er fuldstændig uacceptabelt,« lyder det korte, men kontante svar fra chefen, hvis ansigtsudtryk også afslører tydelig skuffelse.

Du kan se 'Livgarden på stoffer' i dokumentarens fulde længde på TV 2 Play.