Det var ingen succes for den eller de gerningsmænd, som natten til fredag sprængte en hæveautomat i Sønder Omme.

I hvert fald ikke, hvis ønsket var at få kontanter med sig.

For pengene er stadig i automaten, og de er i øvrigt blevet indfarvet på grund af blæksikring og dermed værdiløse.

Det oplyser virksomheden Nokas, som står for at drive mere end 450 hæveautomater - herunder automaten i Sønder Omme.

- Alle automater er blæksikrede. Det vil sige, at en blækpatron udløses, hvis man forsøger at bryde ind i en hæveautomat.

- Pengene bliver indfarvet og er dermed totalt værdiløse, siger Thomas-Michael Pedersen, som er sikkerhedsdirektør i Nokas.

Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen i sagen klokken 02.21. Meldingen gik på, at der havde været et højt brag i den sydjyske by.

Da politiet kom til stedet, lå der vragdele fra den sprængte hæveautomat på stedet.

Politiet har natten igennem været i området og foretaget en række undersøgelser, og er det fortsat fredag.

Det fortalte vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fredag formiddag.

- Vi hører meget gerne fra borgere, der kan have oplysninger i sagen.

- Af hensyn til den igangværende efterforskning har vi ikke yderligere information at dele med offentligheden lige nu, lød det i en pressemeddelelse.

Ingen kom til skade i forbindelse med sprængningen.

/ritzau/