Da Edith Koch kom ud fra en tur i Herning Centret blev hun først sur, da hun opdagede, at hendes taske formentlig var blevet stjålet under shoppeturen.

Men kort efter gik det op for hende, at den langfingrede gerningsmand formentlig er blevet slemt skuffet, da han har lynet tasken op og opdaget, hvad vedkommende var kommet hjem med.

Det fortæller hun til TV Midtvest.

»Jeg ville gerne have set tyvens ansigt, for tasken indeholder ikke andet end en urinpose, et urinunderlag og et kateter,« fortæller 70-årige Edith Koch til mediet.

Det var i forbindelse med en tur i Normal, at Edith fik snuppet sin taske.

Og selvom hun godt kan grine af, at tyvekosterne formentlig gav tyveknægten en lang næse, fik det hende alligevel til at gå på Facebook, hvor hun i et opslag opfordre tyven til at levere tasken tilbage:

'Jeg håber, du synes godt om indholdet, selv om jeg tvivler på, du kan bruge det til noget. Selv manglede jeg det godt nok, da jeg skulle på toilet,' skriver hun i opslaget og fortsætter:

'Medmindre du har hårdt brug for en rygsæk, vil jeg dog gerne have den igen. Du kan kontakte mig på Messenger, så vi kan aftale nærmere.'

Overfor TV Midtvest gør Edith Koch det klart, at hun er helt sikker på, at hun ikke bare har tabt tasken.