Enken efter købmanden Herman Salling, 82-årige Karin Salling, er blevet bestjålet i sit hjem i Højbjerg uden for Aarhus, imens hun var hjemme.
Det skriver hendes datter, Tina Salling, på Facebook onsdag og understreger, at der ikke er tale om en aprilsnar.
Indbruddet skete tirsdag aften, og et ukendt antal tyve slap ifølge datteren afsted med blandt andet et Fabergé-æg og designertasker fra Louis Vuitton.
- En person fandt det absolut nødvendigt at kravle gennem et vindue i overetagen, mens hun (Karin Salling, red.) sad nede i stuen, skriver datteren i opslaget.
Til lokalavisen Din Avis fortæller Tina Salling, at indbruddet ser ud til at være udført af professionelle.
Lyset ude i villaens have tænder normalt ved bevægelse, men det skete ikke tirsdag aften, og det skyldtes ifølge Tina Salling, at alle ledninger i haven var kappet over.
Derfor opdagede Karin Salling først tyvene, da hun blev alarmeret af sine hunde.
- Det var vildt ubehageligt. Hun sad i stuen, og de var ovenpå, og lige pludselig går hendes hunde fuldstændig bananas. Da de bliver ved, går det op for hende, at der er et eller andet galt, fortæller datteren til avisen.
Karin Salling kom ikke i nærkontakt med tyvene. De var nemlig ude af huset, da hun nåede ovenpå. Hun er ved godt mod, men blev meget forskrækket over, at hun var hjemme, imens det skete, siger datteren.
Østjyllands Politi bekræfter over for avisen, at sagen efterforskes.
Tina Salling tilføjer, at værdien af tyvekosterne endnu er ukendt. Familien er fortsat ved at danne sig et overblik.
Der er dog tale om kostbare effekter, som Salling-enken har ligget inde med.
Den tidligere russiske hofjuveler Peter Carl Fabergé blev i slutningen af 1800-tallet berømt for at designe de overdådige påskeæg dekoreret med guld og ædelstene, der fik navnet Fabergé-æg.
Flere af dem blev brugt som gaver blandt medlemmerne af den russiske tsarfamilie.
Æggene, der varierer i størrelse, kan være mange millioner værd, men værdien af Karin Sallings æg, kendes altså ikke.
/ritzau/
