Skarpe våben, sprængstoffer, forstærkninger fra udlandet. Berlins rockermiljø ruster sig tilsyneladende til kamp.

Og det er især forstærkningerne, der får tysk politi til også at rette sit blik mod Danmark.Man frygter nemlig, at danske rockere fra Hells Angels og Bandidos vil drage til Nordtyskland for at komme deres tyske brødreklubber til undsætning.

Derfor vil det tyske politi nu til at holde ekstra øje med danske biler, når de krydser grænsen.

- Alle indsatte kræfter vil blive bedt om at kontrollere køretøjer fra især Danmark, Sverige, Norge og Finland, lyder det i et internt brev i det tyske politi, hvor de ansatte bliver advaret mod en yderligere intensivering af konflikten mellem Bandidos og Hells Angels, skriver bz-berlin.de.

Angreb på leder

Eskaleringen i den nordtyske rockerkrig begyndte bl.a. efter et attentat mod lederen af Berlins Hells Angels ’Nomads’, den 47-årige André Sommer, der blev ramt af seks skud, affyret på klos hold.

Skuddene faldt kort efter, at André Sommer forlod en restaurant sidst på natten 10. juni. Hårdt såret blev han lagt i kunstig koma, efter at læger havde forsøgte at fjerne projektilerne.

Sommer er dog vågnet fra sin koma igen, men tysk politi forventer ikke, at han vil hjælpe dem i efterforskningen, skriver thelocal.de.

Angrebet på Sommer blev samtidig begyndelsen til spekulationen om, hvorvidt rockerkrigen ville bryde ud igen.

Det fik også poltitiet til, i det interne brev, at advare mod nye våben.

- Det må forventes, at man udover de kendte kniv- og stikvåben også vil tage skudvåben og sprængstoffer i brug, står der i brevet.

Kort før Sommer blev skudt, havde Berlins delstatsparlament forbudt ’Hells Angels Berlin City’-klubben, fordi man mistænker medlemmerne for voldskriminalitet og for at have overtrådt våben- og nakotikaloven.

Massive aktioner

Samtidig har de tyske myndigheder i det seneste par måneder udført enorme aktioner mod både Bandidos og Hells Angels.

Mere end 1.000 politibetjente var involveret i en serie aktioner i det nordtyske, efter at et medlem af Hells Angels valgte at stikke sine klubmedlemmer, skriver thelocal.de.

74 adresser rundt om og i Berlin er blevet stormet, og ved et enkelt klubhus blev der endda indsat tyske specialstyrker.

Vinduerne blev smadret, og chokgranater blev smidt ind, da storm-aktionen gik i gang. Bagefter gik detektiverne i gang med at rive væggene ned for at lede efter skjulte stoffer og våben.

Udover de mange aktioner vil myndighederne yderligere skærpe presset på rockerne.

I midten af juni grundlagde den tyske senator Frank Henkel Task Force Rocker, der skal holde øje med alle med rockerbaggrund.

- Vores linje er nul tolerance. Selv den mindste sag mod rockerne bliver gennemført, siger Jörg Raupach, leder af Task Force Rocker ifølge bz-berliner.de.