Det gik ikke upåagtet hen, da en tysk mand onsdag var ude at lufte sin drone.

Faktisk lykkedes det den 55-årige turist, at få generet flytrafikken i det midt- og vestjyske godt og grundigt.

Det skriver TV Midtvest.

Ifølge tv-stationen fløj tyskerens drone i 96 meters højde og kun 3,8 kilometer fra Flyvestation Karup og Midtjyllands Lufthavn.

Og det til stor gene for flytrafikken i området.

»Der var flere fly, der har var nødt til at vente med at lande på grund af dronen og den sikkerhedsrisiko, den udgjorde,« fortæller Thomas Hald, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg til TV Midtvest.

Det var medarbejdere hos Air Control Wing, der opdagede dronen på deres radarbilleder og slog alarm.

Manden blev anholdt i den nordlige del af Karup og bliver nu sigtet for at overtræde bekendtgørelsen om droneflyvning.

Ud over en straksbøde på 2.500 kroner kan den tyske turist risikere et erstatningskrav fra de flyselskaber, hvis fly ikke kunne lande som planlagt på grund af hans drone.

Og så blev dronen naturligvis beslaglagt.