Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har blandt andet i Danmark haft et våbenlager.

Og nu kan B.T. fortælle, hvor det lå.

At der lå et våbenlager i Danmark fremgår af en anklage fra Tysklands øverste anklagemyndighed i Karlsruhe. Den anklage blev offentliggjort tirsdag. 

I alt fire personer anklages for medlemskab af en udenlandsk terrororganisation, fremgår det af anklagen.

Den ene skal i 2019 have tømt et våbendepot i Danmark og bragt en pistol herfra til Tyskland.

Til B.T. siger en talsmand for den tyske forbundsanklager:

»Jeg kan ikke gå ind i detaljer omkring fundet, men jeg kan fortælle, at det blev gjort ved Nyborg på Fyn.«

Hvilke våben politiet fandt, udover den ovennævnte pistol, har talsmanden ingen kommentarer til.

»Vi må henvise til den pressemeddelelse, der allerede er udsendt. Vi kan kun bekræfte, at en person bragte en pistol til Tyskland fra Nyborg. Derudover kan vi ikke gå ind i, hvad der er foregået i et andet land.«

Også i andre lande blev der fundet våbenlagre.

I foråret 2019 blev et våbenlager med ammunition og skydevåben – herunder en Kalashnikov – opdaget i Bulgarien.

Mellem juni og december 2023 rejste de anklagede flere gange fra Berlin på jagt efter et våbenlager i Polen.

Den tyske forbundsanklager oplyser, at mulige angrebsmål i Tyskland omfattede den israelske ambassade i Berlin, den amerikanske Ramstein-luftbase og området omkring Tempelhof Lufthavn i Berlin.

Ifølge forbundsanklageren havde Hamas oprettet underjordiske våbenlagre for at holde dem klar til eventuelle angreb på jødiske institutioner i Europa.

Organisationen brugte udenlandske agenter til at vedligeholde depoterne. Som regel var der tale om personer, der havde europæisk opholdstilladelse og derfor kunne indsættes med kort varsel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev efter spørgetime i Folketinget adspurgt om gemmestedet, men afviste at udtale sig konkret om meldingerne fra Tyskland.

»Jeg kommer ikke til at gå ind i konkrete detaljer. Det had, Hamas har over for Israel, har Hamas også over for os andre,« siger statsminister Mette Frederiksen.

Den danske efterretningstjeneste, PET, har ikke ønsket at kommentere fundet af våben i Danmark.