Et tysk ægtepar blev tvunget til at finde alternativ transport, da de skulle hjem fra et nyligt besøg i Danmark.
Parret fik nemlig sidste mandag, 4. september, beslaglagt deres bil af Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det skyldtes, at de søndag var blevet målt af samme politistyrke til at have kørt 107 km/t på Hovedvejen i Brøns i Tønder Kommune.
Her er hastighedsbegrænsningen 50 km/t.
Da personbilen kørte med mere end det dobbelte af hastighedsbegrænsningen, var der tale om vanvidskørsel, hvorfor bilen skal beslaglægges med henblik på konfiskation, oplyser politiet.
Spørgsmålet om konfiskation skal retten i sidste ende afgøre.
»Vi er meget tilfredse med, at køretøjet blev beslaglagt. Kørsel med disse hastigheder er uacceptabelt,« siger politikommissær Eli Jepsen Gejsing, der er leder i Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Nyheden om beslaglæggelsen af det tyske ægtepars bil er blevet kommenteret på X af den tidligere transportminister Benny Engelbrecht (S).
»Viel zu schnell,« konstaterer Benny Engelbrecht blandt andet.