I ugen efter 18. november skal danske bilister, der kører over motorvejsbroen ved Kieler-kanalen, passe på.

For nu kan danske fartbilister ikke slippe fra deres bøde.

Det skriver det tyske medie shz.de, ifølge JydskeVestkysten.

Det skyldes, at man er ved at installere nogle forbedrede stærekasser langs motorvejsebroen. De kan nemlig tage højde for, at hastighedsgrænsen justeres alt efter vindforholdene på broen.

Hvis der er stormvejr, er den højest tilladte hastighed 60 kilometer i timen. I stille vejr må de derimod køre 100 kilometer i timen. Hidtil har måleudstyret kun taget fartsyndere, der har kørt over 100 kilometer i timen.

Derfor er formentlig mange bilister, der har overtrådt loven, sluppet kvit og frit. Men det kan de ikke længere.

Derudover betyder en ny aftale, at det tyske politi kan sende bøden hjem til dig. Bøden, som du får tilsendt for at overtræde hastighedsgrænsen over broen, varierer.

Du kan få en bøde på mellem 10 og 600 euro. Altså et beløb på op til 4.500 danske kroner. Hvis man bliver idømt den højeste bøde, får man også en måneds kørselsforbud på det tyske vejnet.