TV2-vært Charlotte Beder er i chok, efter at hendes hund Coco er blevet stjålet.

»Det er forfærdeligt,« siger Charlotte Beder, der er nyhedsvært på TV2 News.

Hunden Coco blev onsdag formiddag kl 10:30 stjålet fra den professionelle hundelufter Dogwatch.

»Hundelufteren skulle i skoven med nogle hunde. På vejen stopper han ved Aldi på Borups Allé, og der blev hans bil stjålet med tre hunde indeni,« siger Charlotte Beder.

Coco er en fem år gammel hanhund af racen Westie. Den beskrives som en lille, hvid 'Nettohund' med krøllet hår. Den er iført blåt halsbånd med navneskilt. De to andre hunhunde er af racen mops.

Bilen, de befandt sig i, er en Hvid peugeot med reg.nr. XM 88 034.

Charlotte Beder frygter, at biltyven har efterladt bilen et sted med hundene bagi.

»Vedkommende har sikkert ikke vidst, at hundene var bagi bilen. Jeg håber bare, de bliver sluppet ud af bilen, så de ikke skal ligge deromme og dø af tørst. Bilen må han godt beholde, bare han slipper hundene løs,« siger Charlotte Beder.

Charlotte Beder udlover en dusør på 10.000 kroner til den, der finder bilen med hundene eller bare Coco. Oplysninger i sagen kan indgives til politiet ved at ringe til 114.