TV 2 beklager, at der var mangler i den advokatundersøgelse, der blev foretaget af advokat Yvonne Frederiksen, og som var medvirkende til fyringen af den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen.

Det siger administrerende direktør på TV 2, Anne Engdal Stig Christensen, i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Pressemeddelelsen kommer dagen efter, at Højesteret har afsagt dom i en sag, hvor den tidligere tv-vært krævede erstatning af advokaten.

Højesteret afgjorde, at hun skal betale omkring to millioner kroner i erstatning til Dorph samt sagens omkostninger.

I pressemeddelelsen udtaler tv-stationens direktør, at TV 2 på baggrund af indberetninger fra nuværende og tidligere ansatte om en seksualiseret kultur hyrede advokatfirmaet Norrbom Vinding til at lave en advokatundersøgelse af kulturen på TV 2.

Det skete i 2020.

- Det var nødvendigt for TV 2 at indhente advokatbistand til at undersøge og vurdere de mange indberetninger, siger Anne Engdal Stig Christensen i pressemeddelelsen.

- Højesteret har nu fundet advokatundersøgelsen mangelfuld i forhold til Jes Dorph-Petersen, og de mangler i undersøgelsen kan vi kun beklage for alle involverede.

Direktøren siger videre, at det er vigtigt, at der med dommen fra Højesteret skabes nogle klare rammer for, hvordan advokatundersøgelser skal foregå i fremtiden.

- Vi har som samfund og virksomheder brug for også i fremtiden at kunne adressere det, når mennesker oplever krænkelser på arbejdspladsen - med behørig retssikkerhed for alle involverede.

Allerede inden undersøgelsen var TV 2 bevidst om, at der var udfordringer med strukturel sexisme og krænkelser.

- De ledelsesmæssige beslutninger dengang blev truffet på baggrund af en helhedsvurdering, herunder indberetninger, advokatundersøgelsen og det interne kulturarbejde. De beslutninger står vi ved, siger Anne Engdal Stig Christensen.

/ritzau/