Forsvarsadvokat Mette Grith Stage kalder politiets håndtering af en stenkastende kvinde på Christiania for 'voldsom' og 'langt over grænsen.'

»Det her er langt over grænsen. Det er det indtryk, videoen umiddelbart giver.«

Sådan lyder forsvarsadvokat Mette Grith Stages vurdering af den video fra Christiania, som i øjeblikket bliver delt på Facebook. Filmklippet viser, hvordan en kvinde står med sin cykel midt i urolighederne i fristaden torsdag formiddag og bliver skubbet bagover af en betjent, så hun slår hovedet i brostenene. Mette Grith Stage tager dog det forbehold, at der kan være gået noget forud for episoden, som forklarer betjentens fremfærd.

»Hvis det her skal være i orden, så kræver det, at politiet kan dokumentere, at kvinden har kastet med sten og muligvis fortsat vil angribe politiet. Så kan skubbet være lovlig magtanvendelse,« siger hun.

I denne uge har Københavns Politi hver dag ryddet boderne i Pusher Street. Torsdag kom det til voldsomme sammenstød mellem betjentene og christianitterne. Politiet forklarede fredag, at kvinden kastede en stor sten efter betjentene både før og efter skubbet.

Mette Grith Stage understreger, at man i den efterfølgende undersøgelse af sagen vil tage hensyn til, hvilket pres betjentene har været under og den ophidsede stemning. Hun har selv tidligere forsvaret en betjent i en lignende sag. Han blev senere frikendt, netop fordi retten tog hensyn til de forhold.

Kvinden blev fredag anholdt. Det undrer dog advokaten, at politiet ikke anholdte kvinden med det samme og lagde hende i håndjern.

Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn er enig i, at det umiddelbart ser ud som om, at kvinden bliver skubbet helt umotiveret, men han understreger, at vi ikke kan se, hvad der er gået forud for episoden.

»Der kan sagtens være ting, vi ikke kan se at på den video, som forklarer, at politibetjenten reagerer, som han gør, men isoleret set ser det voldsomt ud.«