Der er fortsat mange, der bliver afvist ved de danske grænser, fordi de ikke har god grund til indrejse.

Sidste uge blev 760 personer afvist ved de danske grænser, der fortsat er delvist lukkede på grund af coronapandemien. Det viser nye tal fra politiet.

Dermed er i alt 9980 personer blevet afvist ved grænsen siden 14. marts, hvor grænserne blev lukkede.

I en længere periode var det kun folk med få, anerkendelsesværdige formål, der måtte indrejse i Danmark. I forbindelse med forhandlingerne om genåbningen af Danmark blev mængden af anerkendelsesværdige formål udvidet betydeligt.

Og før sommerferien blev der åbnet for turister fra en stribe lande, der vurderes at have coronasmitten under kontrol.

Klart flest blev i sidste uge afvist i København omkring Øresundsbroen, ved toget fra Sverige og i lufthavnen. Også Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har afvist over 100.

Bornholms Politi afviste ingen I sidste uge, men ifølge døgnrapporten for mandag blev der her afvist to personer.

- En moldavisk kvinde og hendes etårige barn blev mandag aften afvist under paskontrollen ved færgeankomsten fra Ystad.

- Kvinden og hendes barn havde ikke et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen i Danmark. Her til morgen tog de to personer færgen retur til Sverige, skriver Bornholms Politi.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvornår grænsen bliver åbnet yderligere, og hvornår eksempelvis krav til, hvor længe turister skal opholde sig i Danmark, bliver ændret.

- Der er fortsat begrænsninger i forhold til turisme og de anerkendelsesværdige formål.

- Og dem kan jeg ikke give en eksakt dato for, hvornår lempes. Vi har den her plan, og den kører over sommeren. Men vi holder løbende øje med udviklingen, siger socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, til TV2.

Politiet har også opdateret tallene for, hvor mange påbud og forbud der er givet ifølge reglerne for større forsamlinger og forbud mod adgang til visse områder.

Sidste uge blev der ikke givet sådanne, men siden 18. marts er der givet 1075.

/ritzau/