____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han er belastet af dna-materiale og vidneudsagn, der ifølge politiet knytter ham tæt til grove overfald på 12 cyklende kvinder i København gennem tre år. Alligevel nægtede den såkaldte tunnelmand sig skyldig i stort set hele anklageskriftet, da han mandag formiddag stod tiltalt ved et nævningeting i Retten på Frederiksberg. Han benægtede at kende noget som hels til alle sex-overfaldene, men kunne kun erkende tre mindre tyverier af punge, mobiltelefoner og tasker.

Efter anklagemyndighedens opfattelse er den 41-årige mand skyldig i en serie stort set ensartede overfald på sammenlagt 12 kvindelige cyklister i perioden fra oktober 2009 til oktober 2012. Typisk midt om natten blev kvinderne en for en overfaldet, når de kom cyklende gennem øde tunneller ved Søborg og Tingbjerg nord for København.

Syv af de skrækslagne kvinder blev ifølge tiltalen udsat for voldtægt eller forsøg herpå, mens de øvrige tiltaleforhold drejer sig om tyveri og især røverier af tasker, punge og mobiltelefoner fra de kvindelige ofre.

Den 41-årige mand er af marokkansk afstamning, men har fået permanent opholdstilladelse i Danmark, efter at han kom hertil som 26-årig i 1998. Han arbejdede ved sin anholdelse som vicevært, og boede med sin kone og to børn i en lejlighed ikke langt fra tunnelmandens foretrukne gerningssteder i Tingbjerg og Søborg.

Ved sagens start er han iklædt blå skjorte og mørk habitjakke, og ved siden af ham sidder en tolk, der løbende oversætter sætningerne i retssalen til arabisk.

Den 41-årige har fra sagens start været beskyttet af et navneforbud, der har forbudt offentligt at gengive hans navn i medierne. Da nævningesagen blev indledt mandag formiddag bad pressen om at få ophævet navneforbudet, hvilket retten dog afviste. Blandt andet fordi hans familie kunne blive udsat for en unødig krænkelse, hvis mandens navn blev kendt i offentligheden.