10 personer med tilknytning til Loyal To Familia (LTF) er blevet kendt skyldige i grov vold og forsøg på grov vold - samlet har de fået 51,5 års fængsel.

»Familia!«

Sådan lød det fra en af de 10 LTF-medlemmer, der alle er blevet idømt mellem fem og seks års fængsel for grov vold og forsøg på grov vold, da dommen var afsagt ved Retten på Frederiksberg.

Den ene af de 10 dømte, 38-årige Waheed Sarwar, blev foruden en dom på fem års fængsel også udvist af Danmark for bestandigt, mens den 23-årige Ali Hasan fik en betinget udvisningsdom oven i sin fængselsdom på fem år.

Alle har de udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

Ali Hassan fik en dom på fem års fængsel samt en betinget udvisningsdom.
Ali Hassan fik en dom på fem års fængsel samt en betinget udvisningsdom.
Vis mere

Dommen blev imidlertid ikke vel mødt af de mange tilhørere, der var mødt op i retten. Straks efter retsformand Jan Bjerring havde hævet retten, opstod der tumult blandt tilhørerne, og politiet måtte føre en person ud af salen.

Flere af de fremmødte forsøgte desuden at tale med de nu dømte LTF-medlemmer, mens politiet forsøgte at mane til ro.

Samtlige forsvarere i sagen havde ellers advokeret for, at strafferammen burde ligge på mellem to og tre års fængsel.

Omvendt mente anklagemyndigheden, at der var en række særlige omstændigheder, der medførte, at forbrydelserne var strenge nok til at sprænge strafferammen på området, der ligger på seks år.

Tiltalt for drabsforsøg på bandefjender

De 16 LTF-medlemmer var egentlig tiltalt for drabsforsøg på bandefjender 23. oktober 2017 under et stormløb i Mjølnerparken på Nørrebro, hvor det efter politiets opfattelse dog lykkedes de fem påtænkte mål fra Brothas-toppen at løbe i sikkerhed.

Men det mente retten på Frederiksberg således ikke, at der var beviser for. Retten mente heller ikke, at mændene havde til hensigt at dræbe, da de senere angreb en ung mand på Tagensvej ikke langt fra Mjølnerparken.

I stedet blev ti af de 15 kendt skyldige i grov vold samt forsøg på grov vold.

De resterende fem blev frikendt, mens den sidste er blev pillet ud af sagen af anklagemyndigheden, fordi han var blevet forvekslet med en anden.

Men trods frikendelsen for drabsforsøg kunne retsformand Jan Bjerring ikke afvise, at det rent faktisk havde været hensigten at dræbe den dag i 2017, hvor de 15 LTF-medlemmer trængte ind på Brothas område i Mjølnerparken.

»Men det har ikke været muligt at fastslå, hvem der havde hensigt,« lød det ifølge Ritzau fra Jan Bjerring torsdag, da han læste kendelsen op.

Der har været afsat over 20 retsdage til den langvarige nævningesag, hvor de 16 tiltalte risikerede domme på helt op til 20 års fængsel - hvis de altså var blevet kendt skyldige for drabsforsøg.