Vestegnens Politi var natten til søndag talstærkt til stede ved et boksestævne i Taastrup.
Her var en række personer, der var til stede ved boksestævnet, blevet uenige og endt i et større slagsmål – uden for bokseringen.
»Det var et boksestævne, hvor der var uro, slagsmål og ballade. Nogle tilskuere kunne ikke helt blive enige, så der var et større slagsmål,« lyder det fra Peter Grønbek, der er vagthavende ved Vestegns Politi til B.T.
Han kan videre oplyse, at en person var kommet til skade under tumulten.
»En person blev bragt på hospitalet,« oplyser vagtchefen.
Den tilskadekomne er efterfølgende blevet udskrevet igen, men politikredsen har ikke kunnet arrestere nogen formodede gerningspersoner i forbindelse med slagsmålet.
»Slagsmålet var næsten overstået, da vi ankom til stedet, og det har ikke været til at sige, hvem der har lavet hvad.«
