Først var den unge, aggressive handelsskolestudent helt oppe i hovedet på Mikkel Grønlund.
Og da chaufføren vendte sig om og gik mod førerhuset på studentervognen for at trække sig fra situationen, fik han et trykspark i ryggen.
Godt nok har Mikkel Grønlund prøvet lidt af hvert som chauffør til studenterkørsler, men lørdag var dråben.
Han blev nemlig både tryksparket, truet og udsat for peberspray efter kontroverser med en student, der var blevet bedt om at forlade vognen.
Derfor vil Mikkel Grønlund gerne stå frem med sin historie for at sætte fokus på en »forfærdelig udvikling.«
Vi skruer tiden tilbage til lørdag eftermiddag.
Mikkel Grønlund er chauffør på en vogntur for en nordsjællandsk handelsskoleklasse, der ifølge den 35-årige mand har en »virkelig god energi og er enormt flinke.«
De første besøg hos elevernes forældre går godt, men da Mikkel Grønlund kan se, at de snart skal forbi et stop ved boligbyggeriet Høje Gladsaxe, vælger han tage fat i den pågældende student.
»Jeg hiver fat i den unge mand og fortæller ham rigtig pænt, at han skal sørge for, at der ikke er noget fyrværkeri, kast eller ballade derude, og det siger han sådan lidt underligt 'ja' til'. Jeg siger det kun til ham, fordi jeg har haft dårlige oplevelser ved Høje Gladsaxe før, da det er farligt,« siger Mikkel Grønlund, der har kørt studentervogn i mange år.
Men da studentervognen drejer ind ved Høje Gladsaxe, står der 50-60 personer klar, og så bliver der ellers fyret fyrværkeri af til den helt store guldmedalje.
Adspurgt forklarer Mikkel Grønlund, at både studenten og hans familie og venner, der fyrede fyrværkeri af, var af anden etnisk herkomst end dansk.
Flere skud fra bomberør rammer ned på ladet af vognen, og én student bliver forbrændt i nakken.
»Jeg finder noget kølende gele frem til hende, og så ringer jeg til politiet, mens klassen er inde hos elevens familie. Jeg beder dem om hjælp til at få os eskorteret væk. Og de kommer hurtigt,« fortæller Mikkel Grønlund.
Har du oplevet lignende, og har du eventuelt filmet video af hændelsen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
Den pågældende student, som Mikkel Grønlund havde haft fat i, finder her anledning til at råbe »fuck the police« mod ordensmagten.
Og da den unge mand kort efter også er flabet over for Mikkel Grønlund, blev det for meget.
»Jeg gik hen til ham og sagde, at jeg ikke gad høre på mere fra ham, og så grinede han og sagde 'ja ja'. Så under næste stop blev jeg enig med min kollega om, at han ikke skulle med videre, da han ikke opførte sig ordentligt, og da han ikke havde sikret, at hans familie og venner lod være med at fyre fyrværkeri af,« siger Mikkel Grønlund.
Det er den unge mand dog bestemt ikke enig i, og efter en kort konfrontation bliver Mikkel Grønlund tryksparket i ryggen.
Og så må den 35-årige chauffør endnu engang kontakte politiet, der får den unge mand til endegyldigt at forlade stedet og vognturen.
Herefter følger politiet med vognen et par forældrestop, før Mikkel Grønlund og eleverne igen er på egen hånd.
»Jeg når lige at sige til min kollega, at nu er vi 'ude af det her ballade', og så holder vi et sted, mens eleverne er inde på et stop. Pludselig kommer der en meget ung, maskeret knægt frem fra det blå og giver mig et skud peberspray, før han så stikker af igen,« fortæller Mikkel Grønlund.
Herefter bliver lastbilen låst af, mens Mikkel Grønlund får skyllet sine øjne hos den forælder, hvor eleverne var på besøg.
Og så var turen slut.
»Der var 10-12 stop tilbage, men her gik grænsen, så jeg måtte fortælle eleverne, at vognturen var slut. Herefter tog jeg på skadestuen,« siger Mikkel Grønlund og uddyber:
»Det var ikke de samme to, der sparkede mig og sprøjtede peberspray på mig, men jeg kan godt lægge to og to sammen. Det må have noget med hinanden at gøre, for ellers er det da meget pudsigt, at jeg bliver angrebet ud af det blå få timer efter den anden episode.«
Alle episoderne er ifølge Mikkel Grønlund anmeldt til politiet.
B.T. har set dokumentation for Mikkel Grønlunds opkald til politiet, ligesom vi også har talt med hans kollega, der var til stede under hele vognturen. Hun bekræfter alle detaljerne.
Mikkel Grønlund vil gerne fortælle sin historie, da han mener, at udviklingen er meget slem.
»Der er sket et kæmpe skred. For en håndfuld år siden var det bare en fest, men nu skal man være nervøs for fyrværkeri og andre ting, når man kører vogn. Folk skal opføre sig ordentligt,« siger han.
Betyder det, at du ikke kommer til at køre vogn næste år?
»Nej, for jeg har ikke lyst til, at de skal diktere, om jeg skal køre eller ej. Men jeg har allerede nu meldt ud til kunder næste år, at der er visse områder, hvor jeg ikke vil køre ind. Jeg kan simpelthen ikke garantere elevernes sikkerhed,« siger han.
B.T. har rakt ud til Københavns Vestegns Politi, men her er man ikke vendt tilbage.