Lyt til artiklen

Slagsmålet om de dokumenter, som det amerikanske forbundspoliti FBI i august beslaglagde ved en ransagning hjemme hos Donald Trump, bliver ved med at udvikle sig.

Ifølge The Guardian har den tidligere præsident senest forsøgt at få den amerikanske højesteret til at tilkendegive, at FBI ikke skal have lov til at beslaglægge og gennemgå særligt to mapper, som agenter fra forbundspolitiet tog med sig, da Trumps private bolig Mar-a-Lago i Florida 8. august blev ransaget.

Ransagningen skete som led i en føderal efterforskning af, om Donald Trump ulovligt havde taget klassificerede dokumenter med sig, da han i januar 2021 modvilligt måtte overlade Det Hvide Hus til Joe Biden.

Spørgsmålet om, hvem der overhovedet skal have lov til at gennemgå de beslaglagte, klassificerede dokumenter, har allerede været et heftigt stridspunkt ved flere retsinstanter.

Og nu har Trump altså specifikt hævdet, at særligt to mapper med forskellige papirer i hvert fald skal holdes ude af efterforskningen, fordi de angiveligt i særlig grad er fortrolige og bør forblive i hans varetægt.

Ifølge The Guardian er det mest bemærkelsesværdigt, at Donald Trump påberåber sig råderet over en rød mappe, der ifølge mærkningen indeholder »NARA-breve og andre papirer«.

NARA er i amerikansk sammenhæng en forkortelse for The National Archives and Records Administration - det amerikanske svar på Rigsarkivet.

Donald Trump hævder også, at kun han skal have adgang til over 35 sider med dokumenter med overskriften »Præsidentens opkald«. Papirerne har præsidentens segl  i det øverste venstre hjørne og indeholder håndskrevne navne, numre og noter.

Ved forbundspolitiet FBI's ransagning af Donald Trumps hjem i august blev der fundet over 11.000 dokumenter, hvoraf flere end 100 var stemplet som klassificerede.

Det skønnes, at den tidligere præsident tog 15 flyttekasser fulde af breve, notater og i nogle tilfælde fortrolige dokumenter med sig, da han måtte forlade Det Hvide Hus.

I bogen »Confidence Man«, der udkom tidligere på ugen, afslørede The New York Times-journalisten Maggie Haberman blandt andet, at den tidligere præsident rutinemæssigt havde skyllet en lang række dokumenter ud i et toilet i Det Hvide Hus.

Den ulovlige praksis var så omfattende, at Donald Trumps stab kunne konstatere, at dokumenterne på et tidspunkt fik toilettet til at stoppe til.