Mellem 60 til 70 mænd trængte mandag nat ind på skadestuen på Odense Universitetshospital, truede personale og lavede hærværk. Betjente måtte trække pistoler for at skabe ro

Det gik voldsomt for sig i Odense mandag aften og nat, da et opgør mellem to rivaliserende bander i Odense-bydelen Vollsmose løb fuldstændig løbsk En ung mand blev hårdt såret og livsfarligt kvæstet under opgøret, skriver bt.dk.

Da skudofferet blev bragt til skadestuen på Odense Universitetshospital troppede en gruppe på mellem 60 og 70 mænd op.

- De trængte ind på skadestuen. Vi var ikke så mange derude, som kollegerne var lidt pressede. Der blev revet billeder ned fra væggene. Der blev slået vaser i stykker. Man var ret truende over for både personale og politi derude, så der var flere af betjentene, der måtte trække pistol for at få dem til at forsvinde derfra, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Erik Halkjær, til bt.dk.

Balladen begyndte under en Eid-fest i Center Øst i Vollsmose. Her blev en 26-årig mand skudt i det ene ben og stukket i kniv med det andet. En anden - en udenforstående 24-årig mand - blev ramt af en bil, som flygtede fra stedet.

- Kort før midnat ankommer en bil med to personer til Vollsmose Torv, hvor der er Tivoli i forbindelse med en Eid-fest. Da de to vil forlade bilen, bliver der afgivet skud mod dem fra flere retninger, fortæller efterforskningsleder Jack Liedecke til bt.dk.

- En mand på 26 år bliver ramt og falder om på parkeringspladsen. Det lykkedes den anden at flygte i bilen, selv om der bliver skudt mod den.

Senere på natten var der ballade i Odense centrum, da medlemmer fra de to grupper tørnede sammen. Endelig troppede en gruppe på 60-70 mennesker op på skadestuen på Odense Universitetshospital for at få fat i det hårdt sårede skudoffer og trafikofferet. Den ophidsede mængde truede personale og politi, og raserede både inventar og politibiler.

Der har været gisninger om, at der var tale om et opgør mellem rockergrupper og indvandremiljøet, men det vil politiet hverken af- eller bekræfte over for BT.

- Vi formoder, at det er ballade mellem to grupperinger i indvandrermiljøet, og det er også dem, vi møder rundt omkring i Odense by i løbet af natten. Det er formentlig de samme grupperinger, der har flyttet sig rundt i nattens løb. Nærmere vil jeg ikke komme det på nuværende tidspunkt, siger efterforskningsleder Jack Liedecke til bt.dk.

I forbindelse med optøjerne blev to patruljevogne smadrede med køller og andre slagvåben. I alt blev fire politibiler og en ambulance ødelagt.

Selv om politiet har en klar mistanke om, hvilke grupper, der er tale om, har det endnu ikke fået fat i gerningsmændene.

- Vi har p.t. ingen anholdte i sagen, siger Jack Liedecke.

Hvad den nærmere årsag til tumulten kan være, vil han heller ikke ind på.

- Vi har en formodning om, hvad motivet kan være, men det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt.

Det 26-årige skud- og knivoffer var i en overgang i livsfare på grund af voldsomt blodtab, men efter en langvarig operation er han nu uden for fare.