»Du behøver slet ikke ringe til politiet, for det skal jeg nok selv gøre, efter jeg har slået dig ihjel.«
Sådan lyder en af de trusler, som en mand fra Vanløse er sigtet for at have udsat sin ekskæreste for.
Dertil kommer sigtelser for frihedsberøvelse, voldtægt og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter over en periode på fire dage, hvor manden ifølge sigtelsen holdt kvinden fanget i en lejlighed.
Sådan lød det tirsdag ved grundlovsforhøret.
Ifølge sigtelsen holdt manden sin daværende kæreste fanget i en lejlighed i Vanløse fra 27. august til 31. august.
Her udsatte han hende ifølge sigtelsen gentagne gange for vold i form af blandt andet skaller, knytnæveslag og kvælertag.
Samtidig tvang han hende til at indtage kokain og sovepiller mod hendes vilje.
Han er også sigtet for at have voldtaget kvinden, mens hun var påvirket af kokain og sovepiller og ifølge sigtelsen frygtede for sit liv.
Mens det stod på, truede manden ifølge sigtelsen med at dræbe kvinden og hendes søn, hvis hun kontaktede politiet.
Anklageren lagde under grundlovsforhøret vægt på den retspatologiske undersøgelse af kvinden.
Her fremgår det, at hun havde blå mærker og ridser over store dele af forsiden af kroppen – blandt andet i ansigtet, på halsen, brystbenet, armene, benene og foden.
Desuden havde hun punktformede blødninger i ganen.
Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre kvinden ordentligt på grund af hendes fysiske og mentale tilstand.
Den sigtede havde en anden forklaring på skaderne.
Han forklarede, at de havde været kærester i omkring tre år, og at de tidligere havde dyrket hård sex.
Derfor mente han, at kvindens skader kunne stamme fra den hårde sex.
Han forklarede samtidig, at kvinden havde et misbrug af alkohol, kokain og sovepiller. Selv tog han ifølge sin forklaring kokain »en gang imellem«.
Under grundlovsforhøret afbrød den sigtede flere gange anklagerens forelæggelse.
Dommeren måtte derfor flere gange bede ham vente og advarede ham på et tidspunkt om, at retsmødet kunne fortsætte uden hans tilstedeværelse.
Manden blev efterfølgende varetægtsfængslet i 10 dage frem til 11. september.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.