Truede kvinde med motorsav: 'Der bliver blodbad-suppe'


Imens han gik rundt i et hus med en tændt motorsav, truede han beboerne med, at det ville ende med 'blodbadssuppe'
Det er blot en af mange måder, anklagemyndigheden mener, at en 34-årig mand har udøvet fysisk og psykisk vold mod et kvindeligt offer over flere år. I perioden skal han have chikaneret hende og blandt andet flere gange have kontaktet hendes arbejdsplads og kollegaer for at få dem til at fortælle, hvor hun befandt sig.
Fra december 2018 og frem til marts sidste år har manden ifølge anklageskriftet udsat kvinden for adskillige voldelige overfald, utallige voldtægter og andre seksuelle overgreb på forskellige adresser på Lolland-Falster.
Han er tiltalt for psykisk og fysisk vold, trusler og voldtægt af kvinden. Retssagen mod den 34-årige starter fredag i retten i Nykøbing Falster.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan den 34-årige forholder sig til tiltalen, der dog efter planen ikke skal køre som en tilståelsessag.
I løbet af fire år skal manden have terroriseret kvinden fysisk og psykisk.
Blandt andet fremgår det af anklageskriftet, at han flere gange skal have sagt til kvinden, at hun skulle gå ud og hænge sig, og at han skal have manipuleret hende til at tro, at hans utallige fysiske og psykiske overgreb var hendes egen skyld.
Episoden med motorsaven endte med, at to andre personer, der opholdt sig på adressen, flygtede ud af huset.
Kvinden blev dog i huset, hvor den tiltalte ifølge anklageskriftet truede sig til samleje med kvinden. Hun bad om, at voldtægten ikke skete foran hendes datter, hvorefter de gik ind på et værelse, hvor den tiltalte gennemførte samleje med hende.
Ved en anden episode har den tiltalte ifølge anklageskriftet overtalt kvinden til at mødes med ham, selvom hun havde et tilhold imod ham.
Han påstod at ville diskutere tilholdet og sagde, at han havde en advokat med, hvorfor kvinden gik med til at mødes.
Da hun dukkede op, var der dog ingen advokat, og manden udsatte hende for seksuelle overgreb, imens han sagde til hende, at hun skulle trække tilholdet mod ham tilbage.
Der er afsat fem retsdage til sagen. Der forventes at falde dom i februar. B.T. følger sagen.
Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du lytter til dine podcast.