En 26-årig er blevet sigtet for at have begået to voldsomme røverier – og han skal nu tilbringe de næste fire uger i politiets varetægt.

Det har Retten i Aalborg slået fast, efter manden blev fremstillet i grundlovsforhør.

Anklager ved Nordjyllands Politi Anne Thyrrestrup fortæller, at forhøret blev ført for lukkede døre.

Af den årsag er det begrænset, hvad hun kan sige om sagen:

»Jeg kan oplyse, at han er blevet varetægtsfængslet frem til 23. maj. Vi har sigtet ham for to tilfælde af røverier,« siger hun og tilføjer:

»Det er nogle meget alvorlige sager. I begge tilfælde har han truet med kniv, og det er noget, vi tager meget alvorligt.«

Røverierne er begge begået i april i Nørresundby. I en kiosk og i et pizzeria.

I begge tilfælde truede den 26-årig ekspedienter med kniv – og fik pengebeløb med sig i begge tilfælde, lyder det ifølge politiet.

Den 26-årige erkender røveriet begået i kiosken, som politiet offentliggjorde video af mandag, men han nægter det andet. Samtidig kærede han også varetægtsfængslingen, siger Anne Thyrrestrup.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan der er begået adskillige røverier i Nordjylland siden marts. Men om den 26-årige kan kobles til flere røverier, kan anklageren ikke sige.

»Det er en del af den igangværende efterforskning, og den del ligger ved politiet.«