Han er allerede to gange blevet udvist af Danmark i forbindelse med grov kriminalitet.

Nu risikerer en 45-årig mand, der er statsløs palæstinenser, at blive dømt til udvisning for tredje gang.

Politiet mener nemlig, at palæstinenseren sammen med en 44-årig dansker stod bag to voldsomme sprængninger af Nordeas hæveautomat i Humlebæk Center i Nordsjælland.

Sprængningerne fandt sted midt om natten henholdsvis 24. januar og 22. februar sidste år, hvor de begge gange forvoldte store skader.

Selvom der ved den første sprængning blev brugt en solid mængde eksplosivstoffer – formentlig dynamit – lykkedes det ikke gerningsmændene at få ødelagt pengeautomaten så effektivt, at de kunne få adgang til de 994.500 kroner, som hæveautomaten indeholdt.

Ved kuppet en måned senere forsøgte gerningsmændene sig med to trykflasker med henholdsvis ilt og acetylengas i håb om at kunne smadre pengeautomaten tilstrækkeligt.

Selvom de eksploderende trykflasker ifølge politiets beregninger havde en effekt svarende til ét kilo sprængstof, lykkedes det dog heller ikke her gerningsmændene at få adgang til de 609.500 kroner i pengesedler, som befandt sig i automaten.

Sprængningen gik derimod hårdt ud over en nærliggende Blå Kors-forretning, hvor ruderne gik i stykker og vandet fra radiatorerne fossede ud.

De samlede skader ved den anden sprængning er ifølge anklageskriftet mod de to tiltalte, som B.T. har fået indblik i, opgjort til ikke under 430.000 kroner.

Selvom den statsløse palæstinenser allerede for en snes år siden blev smidt ud af Danmark for bestandigt i forbindelse med en mangeårig dom for hård narko, fik han igen for en halv snes år siden en ekstra udvisningsdom gældende for yderligere seks år. 

Det skete i forbindelse med en dom på ni måneders fængsel for groft tyveri.

Og når straffesagen mod ham senere på måneden finder sted i byretten i Helsingør vil han risikere igen at blive dømt for blandt andet ulovlig indrejse i Danmark.

Han blev nemlig i april anholdt hos sin mor i Nordsjælland, hvor politiet også fandt en pose med to aflange klumper dynamit på henholdsvis 815 og 217 gram.

Advokat Mads Cramer-Kam, der er forsvarer for den tiltalte palæstinenser, oplyser til B.T., at han på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer til, hvordan hans klient stiller sig til den alvorlige tiltale.